Introduktion til akvariehobbyen
Du overvejer måske om du skulle starte et akvarie op. Her vil vi prøve at give dig lidt grunde til hvorfor det er en rigtig god ide, hvem ved du kunne jo være du skulle overbevise din bedre halvdel til at dette er det helt rigtige at give sig i kast med. Akvariehobbyen er en hobby der giver utroligt meget igen hvis du bare vælger at ofre en times tid eller to om ugen. Et akvarie er afstressning, at sidde og se på et akvarie er ren terapi, du slapper af og kan for et øjeblik glemme alt rundt om dig. Det er et billede, men det er et billede i konstant forandring. Selvom du sad og så på det igår så er det ikke det samme idag. Det er en helt sin egen verden som hvis du passer den godt vil udvikle sig. Her har du muligheden for at være indretningsarkitekt, biolog, gartner, dyrepasser, tilskuer og meget meget mere.
Hvad skal jeg bruge for at komme igang
I bund og grund skal du egentlig bare have en beholder, vand og fisk. Når det så er sagt så er der en masse hjælpemidler vi kan bruge for at gøre det nemmere for os at holde fisk. En god ide er at købe et startersæt. Her følger som regel alt med. Disse kan købes i forskellige størrelser. Vær opmærksom på at jo større et akvarie er, jo nemmere er det at holde balancen i. I et startersæt er der typisk et akvarie, en indvendig pumpe, et varmelegeme, et termometer og et lysamatur. Pumpen bruges til at cirkulere vandet. Når vandoverfladen er i bevægelse så optager det mere ilt end hvis det er stillestående. Pumpen filtere derudover små partikler væk fra vandet samt hjælper til med nedbrydelsen af skadelige stoffer. Varmelegemet bruges hvis dine fisk kræver en højere temperatur end du har i stuen. Her skal du være opmærksom på at dit lys også varmer og det er derfor ikke sikkert at du behøver at benytte varmelegemet. Lyset er til for din og planternes skyld. Fiskene er i bund og grund ligeglade med om det er blåt, gult eller hvidt lys der er i akvariet. Typisk er det lysstofrør der leveres med akvariet hvidt. Termometeret skal du bruge til at holde øje med temperaturen i akvariet. I mange startsæt er desuden også foder, vandtilberedning og tilmed gødning. Gødning skal du først bruge når planterne har fået ordentligt fat, dvs typisk efter en måneds tid.
Akvarieklub hvorfor?
En akvarieklub giver dig et socialt aspekt til akvariehobbyen. Her kan du komme og diskutere dine ideer til nye akvarier/fisk. Her kan du købe fisk og planter af folk der opdrætter som en hobby. Du kan endda når du er blevet dygtig nok sælge dine egne fisk til andre folk. De fleste klubber har desuden foredrag så du kan udvide din viden på en anderledes måde end at for eksempel læse. Jeg vil anbefale alle der overvejer at starte op at melde sig ind i en klub inden de køber noget som helst. Her findes jo folk der ved hvilke butikker de er gode til at passe på deres fisk og giver dem den nødvendige karantæne inden de sælges videre.
Er det dyrt?
Nej det er det ikke. Du kan ligge niveauet alt efter pengepungens størrelse. Hvis du kommer til akvadagen har du muligheden for at se nogle af de fine produkter indenfor vores hobby. Du har også mulighed for at købe dig et brugt akvarie til en billig penge, men mest vigtigt så har du mulighed for at komme og tale med nogle folk som allerede er langt inde i akvariehobbyens verden. Jeg tror samtlige akvarister der er tilstede gerne vil svare på spørgsmål hvis de kan. Mød op og se nogle af de opstillede akvarier. Vi har også sørget for at der ligger brochurer på det bedste udstyr man kan købe i de forskellige akvarieforretninger. Så kan du jo læse lidt om det inden du tager ud og køber det. En af de få ting akvariehobbyen kræver er tålmodighed og det er altid godt at læse om tingene inden du kaster dig ud i det. Alt for mange begyndende akvarister er blevet skræmt bort af et akvarie som gik helt galt fordi de ikke havde læst bare en lille smule om det og bare havde valgt nogle fisk som så pæne ud uden at tage højde for deres størrelse eller adfærd. Men mød op og få en akvariesnak, så er du allerede rigtigt godt på vej ind i hobbyen. Vi glæder os til at se dig.
|